Skrevet af: Martin Møhl og Jens Smed Rasmussen
Repræsentanter fra foreningerne i Veerst og Vester-Thorsted har dannet et nyt og selvstændigt lokalråd som bedre kan koordinere på tværs. Flere forskellige parter og grupperinger fra Veerst sogn er nu optaget i det nye lokalråd. Hidtil har Bylauget i Veerst haft opgaven, der startede med at alle landsbyerne i Vejen kommunen fik lokalråd i 2007. Sognets foreninger gik imidlertid sammen om at danne et andet lokalråd her i 2010.
Det nye råd tog form mens udviklingsplanen for Veerst blev færdig
I 2009 løste Bylauget en række lokalrådsopgaver sideløbende med driften af forsamlingshuset. Mest markant var nok udarbejdelsen af manuskriptet til Veerst-filmen og det borgermøde i pinsen, som satte udviklingsplanlægningen i gang.
Den 22. marts 2010 kunne repræsentanter fra Bylauget i Veerst præsentere en udviklingsplan sammen med Martin Møhl og Mogens Jensen, som begge er medlemmer af det nye lokalråd fra henholdsvis Idrætsforeningen og Vandværksforeningen i Veerst. Fra Vester-Thorsted er formanden for Idrætsforeningen, Pia, medlem af det nye lokalråd. Martin Møhl, som har været en afgørende person i arbejdet med at få skrevet udviklingsplanen færdig, udtaler, “at nu har det nye selvstændige lokalråd hele kompetencen til at støtte op om og varetage udviklingen af levevilkårene i Sognet“.
Bylauget har valgt at lade sig repræsentere på lige fod med de andre foreninger i det nye lokalråd gennem Robert Ørsted.
Bilede fra Bylaugets borgermøde, pinsen 2009.
Det nye lokalråd kan selv skubbe større ting i gang
Det nye lokalråd i Veerst har for nyligt fået udbetalt det årlige kommunale tilskud på ca. 15.000 kr. Økonomiudvalget i Vejen kommune har meddelt beløbsmodtagerne: “at det er kommunens forventning, at støtten anvendes til lokale udviklingsformål, herunder til udmøntning af de lokale udviklingsplaner”.
15.000 kr. kan godt virke som et lille beløb, men ofte ganges beløb i udviklende projekter op med en faktor 3 eller 4 fordi de forskellige finansieringskilder hele tiden forlanger tilsvarende medfinansieringer fra andre parter. Så på den måde giver 15.000 kr. i lokalrådet god mening, for selv med det relativt lille beløb kan lokalrådet godt initiere noget større udviklende projekter.
“Med den måde hjemmesiden køres på er vi ved at være i mål”
Martin Møhl udtrykker tilfredshed med, at udviklingsplanen for Veerst sogn er blevet til i et tæt samarbejde med Vester-Thorsted. Martin har ført pennen og talt med folk i Vester-Thorsted så idéerne fra det tidligere borgermøde i Veerst sammen med de nye idéer kunne indføres i planen for Veerst.
Martin Møhl og Mogens Jensen fra det nye lokalråd udtrykker samtidigt deres tilfredshed med, at Veerst sogn nu også har en hjemmeside, som åbent sørger for at formidle relevante nyheder, analyser, begivenheder mm. ligesom hjemmesidejournalisterne: Mogens Jensen, Anette Knudsen sammen med redaktøren (webmaster) Jens Smed Rasmussen tilbyder tjenester til alle foreninger og grupperinger i sognet. Senest har Bylauget fået en speciel del af kalenderen, så man altid kan se om forsamlingshuset er ledigt eller optaget. “Med den måde hjemmesiden køres på, er vi vel snart ved at komme i mål med den”, siger Martin Møhl. Alle med relevante nyheder, synspunkter, idéer til projekter mm. kan i hvertfald komme til orde på mediet. Jens tilføjer, “at hjemmesiden gerne må blive garant for, at ingen synspunkter, vigtige informationer eller gode idéer til lokalområdets udvikling bliver overset”.
Jens hilser i øvrigt det nye lokalråd meget velkommen, for det giver Veerst sogn en rigtig god mulighed for at begynde at tænke endnu mere direkte på udmøntningen af puljemidlerne så de kan ganges op med andre finansieringskilder. “Nu har vi jo også fået en rigtig god udviklingsplan for sognet, så sagen er jo heldigvis også blevet meget ligetil. Bylaugets forarbejde viser nu sit værd. “På Veerst.dk har vi i øvrigt taget kontakt til folk i Thorsted for at indlede et samarbejde med dem om hjemmesiden”.
Flere billeder fra borgermødet
{gallery}lokalraad{/gallery}