Landmark inviterede vanen tro naboer og andre interesserede til at overvære, hvordan malkekøerne glædes over at komme på græs efter en lang vinter i stalden. Før køerne blev lukket ud i det fri, havde de mange besøgende mulighed for at se, hvordan køerne bliver malket i malkerobotten samt hvordan driften af en malkekvægsbesætning i øvrigt foregår.
Kødkvægsracer krydses ind i nogle af kalvene
Niels Landmark fortalte blandt andet om, hvordan man satser mere på at inseminere køerne med kødkvægsracer for at opnå en bedre økonomi i kødproduktionen. På billedet ovenfor ses en af disse krydsninger. Kalven har haft en dramatisk start på livet, og var nær gået tabt efter fødslen, men det lykkedes for Niels Peter og dyrlægen at redde kalven. Når den bliver en smule større, bliver den solgt til en økologisk landmand fra Jordrup, som Niels Peter Landmark samrarbejder med. Det giver bedre driftsøkonomi at fede kalven op på en bedrift, som er specialiseret i kødkvægsproduktion fremfor at fede den op hos Niels Peter, som har specialiseret sig i produktion af økologisk mælk.
Køerne dansede
Da de mange besøgende havde besigtiget staldene og fået oplysninger om driften, kunne alle forsikre sig om, at køerne reagerer med stor glæde og begejstring, når de slippes ud på græsmarkerne.
Billedet taler for sig selv. Se også video-reportagen, hvor Niels Peter også fortæller om transponderer og hvordan malkerobotten selv sørger for at holde øje med køernes sundhedstilstand, så vi altid kan være sikre på at få sund mælk.