Midsommerfest til Sankt Hans skal støtte forsamlingshuset

Veerst teater- og kulturforening opfordrer alle naboer til at lade budskabet gå videre: Der bliver ikke bare bål, men fest, på hjørnet af Kronborgvej og Jordrupvej Sankt Hans aften den 23. juni.

Teater- og kulturforeningen i Veerst arrangerer et lidt større arrangement i forbindelse med Sankt Hans aften end man er vant til at se i Veerst. Foruden det obligatoriske bål, som man vil tænde kl 21 på hjørnet af Kirkevej/Jordrupvej, satser foreningen på, at mange mennesker vil bestille spisning og deltage i festen, som starter med levende musik i teltet kl 19 og slutter kl 24.

Der har længe været tradition for at markere Snakt Hans aften i Veerst ved at mødes om at tænde bål og høre en tale. Men i år vil den musikalske altmuligmand Lars Christensen blandt andet spille Irsk folkemusik og sørge for underholdning og dansemusik i teltet. Der er således lagt op til en noget større festlig familiebegivenhed her i år 2012, end man er vant til i Veerst i forbindelse med midsommer.

Teater og kulturforeningen håber på, at mange mennesker vil købe en billet / bestille mad, idet overskuddet vil gå ubeskåret til Veerst bylaug, som har brug for pengene til at vedligeholde forsamlingshuset. Helene Filsø står for at modtage bestillinger på mad.